Kierkegaard i aktion!
Kierkegaards aktualitet
Udgangspunktet for denne aften var Claus Damgaard og hans Søren Kierkegaard Dukkeshow. Claus er skuespiller og Kierkegaard-formidler, og han har sat sig som opgave at gøre Kierkegaards forfatterskab levende og vedkommende for et bredt publikum. Videnskabscaféen startede derfor med en smagsprøve på Claus' Kierkegaard-fortolkning, som bla sker vha Kierkegaard som dukke.
Et af budskaberne var, at vi alt for ofte ser Kierkegaard udelukkende en tænker. Men det er gennem handlingen og det levede liv, at tanken og mennesket træder i karakter!
I forestillingen ironiserer Claus over tidens mange håndbøger: Alle de gode råd nytter ikke en døjt, hvis vi ikke tager ansvar for selv at skabe vores eget liv ud fra den bestemte livssituation, der er os givet.
Tonny Aagaard Olesen, realkommentator på Søren Kierkegaard Forskningscentret, mente ikke, at man kan sætte et skarpt skel mellem tanke og handling. Viden danner rammerne for handling, hvad enten det er som udgangspunktet for handlingen selv eller den efterfølgende forståelse deraf.
Tonny udfordrede også hele aftenens tematik, nemlig tanken om at Kierkegaards tanker kunne være aktuelle. Kierkegaard er altid uaktuel, mente Tonny. Kierkegaard opfordrer os ikke bare til at sætte spørgsmålstegn ved givne forestillinger om, hvad der er aktuelt og relevant netop nu. Kierkegaards forfatterskab er også en stræben efter en idealitet, som ikke har noget at gøre med tidens trends. Kierkegaard vil det ideelle og ikke bare det reelle, det aktuelle.
Preben Grønkjær, idehistoriker og specialkonsulent i ledelse, kom i sit oplæg ind på spørgsmålet om, hvad selvet er for en størrelse hos Kierkegaard. Det må nødvendigvis forstås som en dialektisk proce, hvorigennem man hele tiden nærmer sig selv, dog uden at komme i mål. Hvis man bliver færdig med at blive sig selv, er man for alvor færdig.
Kierkegaard er større end selvhjælpsbøger!
En af aftenens publikummer var interesseret i at høre mere om alle de håndbøger, som Claus havde smidt på gulvet og gjort grin med. Kan de slet ikke bruges til noget? Claus indrømmede, at han ikke havde læst dem og derfor ikke kunne udtale sig specifikt om netop deres kvaliteter.
Men det blev påpeget, at Kierkegaard selv havde ironiseret over en af sin samtids håndbøger i, hvordan man skal føre sit kærlighedsliv. Det nytter ikke noget med en masse gode råd, hvis ikke man selv har gjort sig til ansvarlig for sit eget liv, dets kvaliteter og mangler.
Kierkegaard er større end Gud!?
Overraskende kom en del af debatten denne Kierkegaards-aften i Videnskabscaféen til at handle om tro og religion. Overraskende fordi ingen af oplægsholderne havde understreget denne dimension i Kierkegaards forfatterskab. Og overraskende fordi fokus var Kierkegaards aktualitet - men måske er tro bare mere aktuelt end arrangører og oplægsholdere havde forestillet sig?
Kierkegaard er større end Gud! Det var der alligevel ingen, der påstod. Men en af oplægsholderne (var det Preben?) påpegede dog, at Kierkegaards tanker er langt mere vidtrækkende end den kristne religion. Kristendom er så sige inkluderet i Kierkegaards filosofi, mens det omvendte ikke kan siges at være tilfældet.
Hvad er synd? Og fortvivlelse?
Det er sådanne spørgsmål, som er blevet hængende i denne deltagers tanker efter Kierkegaard-aftenen. Hos Kierkegaard syntes de to begreber at være tæt knyttet. Fortvivlelse er, når man ikke vil/kan være sig selv; synd er menneskets manglende evne til at blive sig selv og til at vælge det gode/rigtige.
Hvis man nu søger på "synd" i Søren Kierkegaards skrifter på nettet, får man 677 resultater. Og hvis vi bare tager den første, den bedste reference, står der (Kierkegaard får her det sidste ord):
Der er en christelig Anskuelse, der underlægger Alt under Synd, der ingen Undtagelse kjender, Intet skaaner, ikke Barnet i Moders Liv, ikke den skjønneste blandt Qvinder. Der er en Alvor i denne Anskuelse, for høi til at fattes af det prosaiske Hverdagslivs travle Arbeidere, for stræng til at lade sig spotte af ægteskabelige Improvisatorer. – Saa ere de da forbi de Tider, da Menneskene levede saa lykkelige uden Sorger og Bekymringer, saa uskyldige, da Alt var saa menneskeligt, da Guderne selv gave Tonen an, stundom nedlagde deres himmelske Værdighed for at tilsnige sig jordiske Qvinders Kjærlighed; da den, der sagte og hemmelighedsfuldt listede sig til et Stevnemøde, kunde frygte for eller smigre sig med at see en Gud blandt sine Medbeilere; de Tider, da Himlen hvælvede sig høi og skjøn som et venligt Vidne over lykkelig Kjærlighed, eller stille og alvorlig skjulte den i Nattens høitidelige Ro; da Alt kun levede for Kjærlighed, og Alt atter kun var en Mythe om Kjærlighed for de lykkeligt Elskende. (Om Begrebet Ironi, s. 388-9)
