Tro, eksistens og litteratur
Dostojevskij er hot
Dostojevskij (herefter bare D) er oppe i tiden, hvis man dømmer efter:
- Et par teateropsætninger (heraf Det Kongelige Teaters Forbrydelse og Straf i efteråret 2010 og den aktuelle Den evige ægtemand på Teater Katapult i Aarhus)
- Et udsolgt Dostojevskij-seminar arrangeret af Magasinet rØST
- Denne videnskabscafé, der har sat Dostojevskij i centrum
Moderator Rasmus Vangshardt, fagredaktør på religion.dk, indledte aftenens videnskabscafé med at påpege, at Dostojevskijs aktualitet tilsyneladende hænger sammen med en vis nedtoning af det religiøse element i forfatterskabet. Eftersom et af aftenens emner var tro (de to andre: eksistens og litteratur), og en af aftenens oplægsholdere var sognepræst, ville Rasmus gerne inddrage den religiøse dimension i diskussionen.
Tine Roesen var første oplægsholder, og hun har særligt studeret det litterære/æstetiske i D’s forfatterskab. Hun nævnte den russiske litteratur- og kulturforsker Bakhtins begreb om D’s formskabende vision, der især drejer sig om det dialogiske og flerstemmige i bøgernes handling og personkarakteristik.
Den danske litteraturforsker Ad. Stender-Petersen kaldte D’s stil for ”bevidst kaos”, hvor det splittede menneske med et komplekst og flertydigt sjæleliv er i fokus. Den religiøse dimension kommer blandt til udtryk i, at læseren må stille sig til rådighed som en slags skriftefader for de fiktive personers bekendelser og higen efter anerkendelse.
Tine nævnte også, hvad andre litteraturforskere har kaldt ”Bakhtins blinde vinkler”, nemlig det faktum at der i D’s bøger sker mange overgreb og forbrydelser, hvis ofre er en slags tavse vidner på livets grusomhed.
Sten-Ove Bro Vedstesen forklarede, at D’s personer befinder sig midt mellem himmel og helvede. Der gives ingen himmelsk forklaring, heller ikke en helvedes straf hos D, der snarere beskæftiger sig med virkelige menneskers virkelige liv.
(Senere tilføjelse fra Sten: Det kunne næsten se ud, som om præsten har afskaffet Helvede! Det, jeg forsøgte at sige, var, at netop Kristus som den lidende og korsfæstede på jorden tager hos Dostojevskij de himmelske forklaringer fra os og sætter os til at leve vort liv i ansvar og skyld på jorden - som mennesker og ikke guder eller ideologer, der kan hæve os over alle andre. Kristus-forkyndelsen er altså for mig at se det, som hos D holder vore fødder på jorden og gør ham til en russer blandt russere, dér, hvor det virkelig er et helvede at se sin skyld i øjnene som Raskolnikov og mange andre i hans værker, og dér, hvor Himlen ikke er en forklaring, men er... Kristus, så det at vedkende sig det virkelige liv altså ikke er i modsætning til at vedkende sig Kristus, men udspringer af det.)
D er en enfoldig forfatter (et begreb Sten i bogen Hosekræmmerens søn har brugt om Kirkegaard, der var emnet for en tidligere videnskabscafé i Katapult). Det enfoldige ligger i at, at D’s omhandler de almene vilkår for eksistensen såsom: skyld, ansvar, forfængelighed og forgængelighed mm – ting, som vi alle støder på i livet.
At støde sig på sandheden var et andet udtryk, som Sten lancerede. Sandheden hos D er ikke noget, man finder, men noget, der yder modstand gennem livet. Der er ingen teologi hos D, kun en forestilling om Kristus, der som en personlig tiltale hele tiden udfordrer til selv-refleksion. Derfor står netop det selv-udleverende stærkt hos D.
Aftenens diskussion bød på mange sammenligninger: Én mente, at det at læse D var ligesom at høre Mozart – der er en særlig stemning i D’s bøger og en evne til at gribe læseren (lytteren) fra første side (tone), som forbinder de to. En anden sammenlignede den aktuelle D-bølge, som Rasmus havde indledt med at fremhæve, med den interesse for D, der blev fremkaldt af især Knud Hansens stor bog om D, for godt 30 år siden. (Se også Rasmus’ artikel om særlinge i D’s forfatterskab, hvor der bliver refereret til Hansens bog.)
Er Kristus virkelig et gennemgående tema i D’s bøger, sådan som Sten havde fremhævet det, givet de mange former og mange stemmer, som Tine havde understreget, ville en spørger vide? Svaret var ikke entydigt (helt i D’s ånd), eller også var denne deltager bare ved at være træt i tankerne. Det sidste indtryk, jeg fik med mig, var en fælles understregning af humoren i D’s forfatterskab – det kan være, jeg må ty til nogle af de nyoversættelser, som Tine gjorde opmærksom på, for at se, om jeg kan finde et godt D-grin.
