Feministiske strategier i videnskab
Mange videnskabsfilosoffer argumenterer for, at vi bør tilstræbe at udvikle feministiske strategier inden for naturvidenskaberne. Én af dem er Sandra Harding, der med sine to bøger The Science Question in Feminism (1986) og Whose Science? Whose Knowledge? (1991), var med til gøre feminisme til et naturvidenskabeligt program.
Sandra Harding mener, at den vestlige naturvidenskabs historie og filosofi viser, at naturvidenskab fortrinsvis har været dyrket af mænd og til fordel for mandlig dominans. Dermed er en række grupper blevet ekskluderet fra naturvidenskabernes metode og viden, fx kvinder, folk i underudviklede lande m.fl. Helt konkret har det betydet, at naturvidenskabernes viden er blevet anvendt til at bestyrke traditionelle kønsroller i samfundet. Der er for eksempel ikke forsket nær så meget i p-piller til mænd, hvilket har medvirket til at fastholde bestemte seksualroller.
Feministisk erkendelsesteori og videnskabsfilosofi er dog ikke kun negativt rettet mod fortidens synder, men indeholder også positive og fremadrettede synspunkter. Feministisk videnskab tager afstand fra troen på den objektive videnskab, hvad en anden feministisk videnskabsfilosof, Donna Haraway, har kaldt den moderne naturvidenskabs gudstrick. Det er forsøget på at eliminere al subjektivitet, hvilket ifølge Haraway resulterer i slags gudserstatning.
Feministisk viden bygger derimod på en stærk objektivitet, der er tæt knyttet til det vidende subjekt. Det er situeret viden, der direkte og uden at skjule det udspringer af den konkrete, lokale kontekst, hvorunder den bliver til. Viden er, siger de feministiske videnskabsfilosoffer, et resultat af den lokale, sociale kontekst, og det bør vi udnytte til i højere grad at forbinde viden med mange forskellige kontekster, hvor vi mener, at hvor viden kan gøre bedst mulig nytte.
/Videnskabscaféen
