En kølig tirsdag aften i oktober slog Kafcaféen i København for første gang dørene op for et Videnskabscafe-arrangement. Omkring 50 personer havde denne aften valgt at samles i de hyggelige omgivelser for at overvære, hvad der var annonceret som "en uformel samtale med designeren Alex Soza og forskeren Torben Lenau".
Efter en indleding til aftenens program ved ordstyrer Gert Balling, forevistes et par videoklip med Alex Soza's produkter. Derpå præsenterede Alex Soza og Torben Lenau hver sig selv og deres interesseområder, hvorpå samtalen for alvor gik i gang. Det første spørgsmål stilledes af aftenens ordstyrer, men publikum begyndte hurtigt at bidrage med spørgsmål. Dermed opstod en særdeles dynamisk samtale, der kom vidt omkring.
Således blev Alex Soza især stillet nærgående spørgsmål om realiserbarhed og involverede teknologier i den type "funktions-udviddede" tøj, som var hans udgangspunkt. Disse spørgsmål syntes især at komme fra den del af publikum, som sad med en teknisk baggrund. Omvendt havde en stor del af publikum en baggrund i designverdenen, og deres spørgsmål til især Torben Lenau gik blandt andet på, hvordan "man" - f.eks. som samfund - kan sikre en bedre videnoverdragelse fra forskere til designere, sådan at sidstnævnte begynder at anvende nye opdagelser (materialer, processer etc.). Flere blandt publikum forslog, at man til formålet burde have en udstilling hvor forskere udstillede - og de forsikrede at designere ville strømme til for at hente inspiration.
Nogle spørgsmål omhandlede de efter manges mening efterhånden mere udflydende grænser mellem forskerens og designerens fagområder, mens andre dristede sig til at spørge: "Hvad er det egentlig der driver os til at udvikle nyt?". Alle spørgsmål blev søgt besvaret - omend det måske ikke altid lykkedes til den spørgendes fulde tilfredshed. Under alle omstændigheder lykkedes det at etablere den tilsigtede dialog - og nu er spørgsmålene i hvert fald stillet. Det er altid et vigtigt udgangspunkt for, før eller siden at nå til et svar...