Århus, 21. november 2004 kl. 17-19

KREATIVITET - en videnskabscafé om at skabe og udvikle

Denne søndag eftermiddag forsøgte en komponist, en atomfysiker og en idéudvikler at finde frem til nogle svar på store spørgsmål om kreativitetens væsen. Videnskabscaféen løb af stabelen i Caféen i Musikhuset Århus, og der mødte ca. 50 interesserede og – hen imod arrangementets slutning – ganske spørgelystne cafépublikummer op, som indgik i den kreative dialog.

Paneldeltagerne var hhv. Karl Aage Rasmussen, komponist og forfatter, Klaus Mølmer, professor i atomfysik, Aarhus Universitet og Henning Sejer Jacobsen, idéudvikler ved Kreativ Innovation, Teknologisk Institut i Århus.

Moderator: Simon Olling Rebsdorf, videnskabscaféen

Kreativitet er vigtigt i både kunst, videnskab og teknologisk innovation. Ofte bliver det bare taget for givet, at kunstnere, videnskabsfolk og ingeniører er kreative. Hvad det egentlig vil sige at være kreativ og om der er forskellige former for kreativitet blev ivrigt diskuteret ved denne videnskabscafé? Deltagerne diskuterede også hvorvidt man overhovedet kan definere kreativitet, hvordan kreativitet opstår og om man kan lære det.

Mens Henning Sejer Jacobsen slog til lyd for at alle kan lære at benytte kreativitetsfremmende værktøjer uden at behøve at være kreative personligheder, bragte Klaus Mølmer sine opfattelser af kreativitet fra videnskabens verden i spil, bl.a. sine erfaringer med møder med adskillige Nobelpristagere i fysik. Med eksempler på mere og mindre kreative videnskabsfolk gik diskussionen nu også på hvorvidt vi vil opleve en ny Einstein, eller om det i dag er vanskeligere end tidligere for geniale og kreative enkeltpersoner at træde frem på det videnskabelige verdenskort.

Karl Aage Rasmussen bidrog med mange spændende indslag fra litteraturen om musikverdenen, som rummer utallige eksempler på helgenskildringer af kreative genier. Rasmussen tog bl.a. udgangspunkt i egne biografiske bøger om den canadiske pianist Glenn Gould (Den Kreative Løgn) samt om den psykisk ustabile komponist Robert Schumann (Forrykt), og han udfoldede sine idéer om kreativitetens væsen, herunder betydningen af rammer, inden for hvilke kreativitet kan få frit spil.

KREATIVITET var arrangeret i et samarbejde mellem Videnskabscaféen i Århus og Musikhuset Århus.

/Kristian Hvidtfelt Nielsen