København, 29. september 2004 kl. 20-22

The Grid - nu kommer Nettets storebror!

CERN skaber nu verdens kraftigste computer for at regne ud, hvad der skete under universets fødsel. Når den har løst sin opgave, kan den bruges til meget andet – men hvad?

Med World Wide Web tog udviklingen af Internettet et kvantespring fra en snæver kreds af forskere og computerfreaks til hele samfundet. For 20 år siden ejede kun de færreste en computer – i dag går stadig flere i banken og på posthuset via nettet. Forskningscenteret CERN i Schweiz spillede en stor rolle i denne udvikling – og den rolle har forskerne ikke forladt. Nu organiserer de computere i grupper verden over og disse grupper kædes igen sammen via nettet og danner et enormt stærkt net, en storebror kaldet The Grid.

Via The Grid vil forskerne fra CERN gøre det muligt at behandle enorme mængder af information – samtidigt. De mange koordinerede computere kan klare meget indviklede og ressourcekrævende opgaver, og det vil uden tvivl få stor betydning for forskningen.

The Grid er et såkaldt distribueret computersystem, hvor et netværk af computere skal bruges til at bearbejde enorme mængder af data i forbindelse med et acceleratorprojekt på det store forskningscenter CERN i Schweiz. Her vil man kunstigt genskabe tilstanden lige efter the Big Bang og bruge The Grid til at behandle den enorme mængde af data fra simulationen.

Men hvad med alle os andre? Kan vi egentlig bruge det til andet end forskningsopgaver? Nogle forskere mener afgjort ja og spår, at dette netværk vil få ligeså stor betydning som udviklingen af World Wide Web. Hvis det holder stik, står vi på tærskelen til en informationsteknologisk revolution, der vil få betydning for os alle.

I anledning af CERN’s 50-års jubilæum afholder Videnskabscaféen i København i samarbejde med Dansk Naturvidenskabs Festival en caféaften om The Grid.

Videnskabscaféen i København har inviteret 4 eksperter til at diskutere The Grid – og hvilken betydning denne superstærke verdensomspændende computer-hjerne kan få for os i den nærmeste fremtid. De fire eksperter er:

  • Fysiker Anders Wäänänen fra Niels Bohr Instituttet
  • Science fiction forfatter Hans-Henrik Løyche
  • Fremtidsforsker Martin Kruse fra Institut for Fremtidsforskning
  • Kultursociolog Stine Gotved fra Film- & Medievidenskab, Københavns Universitet

Moderator: Gert Balling, videnskabscaféen

Sted: KafCaféen, Skindergade 3, København K

Denne Videnskabscafé er sponsoreret af DNF og indgår i Dansk Naturvidenskabs festival 2004.