Den udfordrende menneskekrop: Overskridelse af kroppens grænser
Efter en regnvåd dag havde det københavnske vejr hen mod aften den 19. maj 2003 ændret sig til det bedre. Men til trods for vindstille og nogenlunde skyfrit i indre by, søgte publikum alligevel fuldtalligt mod forårets sidste Videnskabscafe-arrangement. Et af de mere eksperimenterende i rækken. Ordstyrer Gert Balling fra IT-højskolen havde sat biolog og filosof Claus Emmeche og dramatiker Gritt Uldall-Jessen stævne, for sammen med publikum at føre en dialog med disse gæster om emnet "Den udfordrende menneskekrop - overskridelse af kroppens grænser".
Som traditionen byder, startede aftenen med at Gert Balling fremlagde Videnskabscafeens tværvidenskabelige sigte; nemlig gennem to forskellige fagtraditioner at fokusere på et fælles interessepunkt. I dette tilfælde handlede det om at sætte menneskekroppen på spil gennem fysiske indgreb og ændringer af forskellig slags. Dramatikeren arbejder med at sætte kroppen på spil på scenen i kunstneriske og ofte temmelig blodige overskridninger af kroppens grænser i en kommentar til den krop og den højteknologiske tid vi lever i. Biologen og filosoffen derimod, arbejder med den krop der sættes på spil i teknovidenskabens mulige kroppe på operationsbordet, hvor etiske og moralske problemstillinger smelter sammen med utopiske og dystopiske forestillinger om det ny menneske.
Efter introduktionen af cafeens spilleregler og emne introducerede de to gæster sig for publikum. Claus Emmeche lagde ud med at fortælle, at når han skal forholde sig til "kroppen", så er hans udgangspunkt biologiens, omend han egentlig ikke er sikker på at biologien er i stand til at svare på spørgsmålet om, hvad en krop egentlig er - den beskæftiger sig nemlig ikke med kroppe, men med organismer. Menneskekroppen er derimod snarere en kulturel krop - den er udover en biologisk krop også en samfundsmæssig ting hvis anatomi rækker ud over hudens grænser. Kroppen af i dag er som pakket ind i et silkenetværk af videnskab og teknologi, der både beskytter kroppen og udstiller dens sårbarhed. Derfor er frygten for kroppens fremtid og samfundets fremtid forbundne blodkar. Kroppen er en historie vævet af biologi, teknovidenskab og forestillinger.
Gritt Uldall-Jessen viste i sin introduktion et video-klip fra sin Live Art forestilling "Hooked Again", en blodig sag hvor tre fakirer lader deres hud gennembore af fiskekroge, som de derefter lader sig hænge op i. Som publikum introduceres vi på den ene side for de sårbare kroppe der gennemhulles med fremmedlegemer og hænges op som et stykke kød i en slagterbutik, mens vi på den anden side får en opvisning i menneskekroppen som et imponerende fleksibelt system, der formår at indoptage omverdenen i sig på de mest spektakulære måder uden at gå til. Og ud over mødet med kroppen som udstillingsobjekt er det også en forestilling - en kulturel og kunstnerisk kommentar som publikum skal fordøje oven i al kødeligheden. I Live Art bliver det sædvanlige skel mellem fiktion og virkelighed opløst. Der er ikke skuespil _ det er autentiske kroppe og ægte smerte der blot er iscenesat i en ramme der både rummer kroppen, rummet og forskellige tilsatte narrative elementer. Kroppen sættes oprigtigt på spil og derfor er lægen på scenen også ægte nok. Han spiller sig selv, men er også en rolle i det makabre scenarie. Det fascinerende ved denne type forestilling er iflg. instruktøren selv, at disse "fiktions-lag" er i gang på scenen på samme tid som parallelle universer man som publikum kan krydse frem og tilbage imellem. Kroppen er en blanding af biologi, det vi gør ved den og forestillinger om den.
Efter denne indlednings-runde var der åbnet op for spørgsmål, og takket være et engageret publikums spørgsmål og kommentarer blev det i høj grad en debat, som på vanlig Videnskabscafe-manér nåede vidt omkring. Men kroppens fremtid og begrebet cyborg var i høj grad kendetegnende temaer for det meste af aftenen.
Sammensmeltningen mellem menneske og "maskine", den såkaldte cyborg, blev nævnt som et fænomen der opstår på grund af såvel æstetiske som funktionelle årsager. Et eksempel på de æstetiske årsager er kosmetisk kirurgi, men i lige så høj grad Live Art der begge sætter kirurgien i scene. Og her er det ikke nok at det er papmaché, selv om den visuelle oplevelse måske er den samme. Kroppen skal sættes på spil under kniven. Det er simpelthen væsentligt for beskuerens oplevelse af f.eks. en persons horn i panden at vide, at disse horn er implanteret kirurgisk, og ikke bare påklistret. Som eksempel på funktionelle årsager til sammensmeltningen af menneske og teknik nævntes sportslige præstationer - udviklingen af en superatlet som bare kan mere. Dette udtryk, viste det sig, fandt man kunstnerisk interessant, men det blev fra publikums side underkendt som accepteret sportslig praksis. Doping-furoren der herskede omkring Tour de France for få år siden kunne faktisk ses som et eksempel på, at vi - i hvert fald endnu - ikke er parate til at acceptere dette som "sportsligt". Dette "endnu" blev et interessant omdrejningspunkt for den efterfølgende diskussion. For som Claus Emmeche sagde, så er forholdet mellem naturligt og kunstigt jo et dynamisk forhold. Det er ikke i sig selv perverst at ændre på kroppen. Det ligger dybt i vores menneskelighed som et kulturskabende dyr, at vi kan se os selv anderledes end vi er født til at være. Andre dyr mangler den teknologi og arbejdsdeling, der skal til at lave om på kroppen i den udstrækning vi gør. Så det er faktisk helt naturligt at det der synes perverst i dag måske i morgen er accepteret praksis.
Det gav anledning til en diskussion om hvem det så er der sætter grænserne _ eller retningen for acceptable forandringer af kroppen. Hvad sker der f.eks. med vores forventninger til hvad et menneske er for en størrelse, når der åbnes for allehånde muligheder for at ændre på det vi er givet fra naturens hånd? Og det er også her at kunsten synes at finde sin plads i en kommentering og en afsøgning af teknovidenskabens potentielle tilbud til ændringer af den menneskelige fysiognomi i gråzoneområdet mellem det helbredende og det kosmetiske. Vi kan sagtens forestille os en udbredt rekonfigurerende brug af de nye teknikker for kunstig kropskontrol og ombygning. Og såvel Claus Emmeche som Gritt Uldall-Jessen var skeptiske over for disse tiltag, men på hver deres måde. Emmeche taler om urørlighedszoner man skal være varsom med at overskride i disse indgreb, zoner som intuitivt føles som definerende for det at være menneske. F.eks. at man vil kunne destabilisere forskellen mellem køn, menneske og dyr samt menneske og maskine gennem de nye teknologier. Det er risikabelt. Vi ved endnu ikke hvordan den givne krop fungerer og derfor vil disse teknologiske indgreb kunne føre utilsigtede fysiske såvel som mentale ændringer med sig. Gritt Uldall-Jessen var mere optaget af det fordelingspolitiske spil. Hun mente at tiden bestemt ikke er på de underprivilegeredes side og at velfærdssamfundet bør gøre en dyd ud af at sørge for en bred tilgang til de nye teknologier. En pointe som ved siden af de mere eksistentielle sagtens kunne sættes i spil på teaterscenen. Begge de to satte også spørgsmålstegn ved den type af produkter forbrugerne vil få adgang til. Hvem bestemmer hvilke idealer der ligger bag udbuddet og på hvilken måde kan man sikre at vi ikke med en ensretning sætter mangfoldigheden over styr?
Gert Balling fortalte om transhumanisternes bud på at lettere restriktioner overfor disse teknologier netop vil gøre en mangfoldighed mulig. Fordi vi alle har særlige individuelle behov vil vi også vælge forskellige opgraderinger der, især når ændringer bliver mulige at overføre gennem reproduktion, vil skabe en Homo pluralis. Gritt Uldall Jessen mente at teateret, og især Live Art scenen, ville kunne gå foran i iscenesættelsen af denne Homo pluralis, som arten Homo sapiens med tiden ville kunne udfylde, men man kunne også tænke det den modsatte vej, så at fremtidsscenen kunne blive en "fortids-zoo" for erindringen _ et sted hvor man kunne udstille den mere eller mindre naturlige menneskekrop som den var engang.
Her slog Claus Emmeche bremsen i og erindrede om, at selv om kroppen på mange måder kan anskues som en maskine, så skal vi huske at det er den ikke kun. Vi har egenskaber som maskiner ikke har og som vi ikke forstår hvordan virker _ f.eks. er bevidstheden jo stadig et ubesvaret spørgsmål. Derfor vil gennemgribende ændringer af menneskekroppen kunne medføre ændringer vi ikke kan overskue og dermed sætte det over styr, som på forunderlig vis gør mennesket til den fantastiske skabning det er. Her bedyrede Gritt Uldall-Jessen at også teateret selvfølgelig har sine grænser _ og at hendes personlige grænse, om ikke andet, så stopper ved at tage eget eller andres liv på scenen. Denne kommentar virkede beroligende på ordstyreren.
Der var bred enighed om at både teknovidenskabens og teaterets iscenesættelse af menneskekroppen hælder stadig mere til en ny kropsforståelse der er opstået i kølvandet på mulige rekonfigurationer af den menneskelige krop og udvidelse af de menneskelige evner. Mange af os har intuitivt fornemmelse for naturgroede grænser (Emmeche) eller autenticitet (Uldall-Jessen) som vores kropslige identitet hviler på, men som nu synes at sættes på spil med de teknologiske muligheder. Måske har vi derfor i ekstra grad i dag brug for teaterets italesættelse af kroppens menneskeskabte forvandling for at finde ind til hvad det er vi sætter på spil _ og hvad det i det hele taget vil sige at have en krop.
Dette var bare et udpluk af aftenens officielle program og som vanligt fortsatte de to inviterede gæster samt mange af cafeens gæster de næste par timer med animerede diskussioner omkring cafébordene og ved baren. Vi glæder os allerede meget til næste sæson.