Klonerne kommer
"Klonerne kommer" var temaet på en spændende aften i Videnskabscafeen, hvor Poul Maddox-Hyttel, professor ved Institut for Anatomi og Fysiologi på K.V.L., og Kasper Lippert-Rasmussen, lektor i filosofi ved Institut for Filosofi, Pædagogik & Retorik på KUA, var inviteret til at tale om tekniske og etiske aspekter, der knytter sig til anvendelsen af kloning.
Poul Maddox-Hyttel indledte aftenen med en præcisering af, hvad kloning er biologisk set, herefter præsenterede Kasper Lippert-Rasmussen sin vinkel på emnet, at vi må se i øjnene, at kloner vil blive en del af vores hverdag i en nær fremtid. For klonerne kommer. Muligvis ikke som kloner af mennesker, men bl.a. i vores dyrehold og derved i form af madvarer, medicin m.v. Derfor er det væsentligt at tage stilling til teknologiens muligheder både udfra, hvordan gør vi det bedst, og hvilken etik skal vi have med os i bagagen?
De to oplæg blev fulgt op af en diskussion om, hvilke etiske overvejelser, som bør være forbundet med anvendelsen af kloning. En række aspekter i begge områder blev berørt, ikke mindst var det interessant at høre i hvor høj grad både forskere, studerende og andre deltagere overvejer og bekymre sig for perspektiverne i anvendelsen af kloning.
Det blev ikke givet en "opskrift" på, hvordan vi skal forholde os til spørgsmålet om kloning, men en række teknologiske og etiske overvejelser blev taget op. I dag er anvendelsen af reproduktiv kloning (dvs. skabelsen af levende kloner) ikke acceptabel med mennesker som materiale. Teknologien er endnu usikker, hvilket medfører en stor mængde aborter før en succesfuld fødsel opnås. På nuværende tidspunkt er teknikken ulovlig at arbejde med i Danmark, og spørgsmålet er, om anvendelsen af reproduktive kloning overhovedet er interessant i længden i forbindelse med mennesker. Det primære argument for anvendelsen er, at mennesket til stadighed bliver dårligere til at reproducere sig selv. Fremtidsudsigterne (inden for de næst 30 - 70 år) for reproduktiv kloning er, at barnløse kan få et barn, der er klonet af celler fra den ene af forældrene. Dette er biologisk set et problem, da kloningen vil medfører en genetisk stilstand, i modsætning til den "naturlige metode", hvor gen-materialet blandes i det uendelige. Vores gener kan relativt hurtigt, dvs. over få generationer, mutere og interagere, således at vi kan overleve nye vira mv. Men spørgsmålet er om en klon af en klon af en klon kan dette?
Fremtiden ligger i stedet i, at det er tænkeligt, at vi vil kunne skabe stamceller fra begge forældre, specialisere disse til kønsceller, som så kan klones til en mængde, der kan bruges til en "almindelig" befrugtning, således at kvindens gen-materiale er i ægcellen, hvori mandens gen-materiale indføres. Afkommet vil da have en blanding af både mandens og kvindens gener i sin genetiske-makeup, altså et genetisk unikt individ, der er dannet på baggrund af kloningsteknologien; men som i sig selv ikke er en klon, udfra vores opfattelse af begrebet i dag.
De mange etiske overvejelser i forbindelse med anvendelsen af kloning funderer sig i høj grad i vores selvopfattelse af, at vi er unikke individer. Udfra hvilken vi fastholder en naturlig trang til at sprede vores gener. Kan vi acceptere, at retten til at være genetisk unik fratages et individ, som er en klon? Bliver originalen da mere værd ? Denne uforenelighed imellem vores nuværende menneskesyn og kloningens muligheder har det modsætningsforhold, at teknologiens udvikling betyder, at det vil blive muligt at skabe levende kloner af mennesker. Spørgsmålet er derfor, hvorvidt det er vores nuværende menneskesyn, som er (og bliver) forældet, og om det derfor er rimeligt at opretholdet det i den nuværende form, eller om vi ikke vil se en ændring af det over tid, på samme måde som vi har oplevet det med hensyn til reagensglas-børn. I dag er hvert 20. nyfødte barn i Danmark undfanget gennem reagensglasmetoden.
Spørgsmålet er på den ene side, om vi som samfund betragtet, ved introduktionen af en ny teknologi, ikke blot skal gennem en tilvænningsfase, hvorunder den nye teknologi optages i vores selvforståelse, for så langsomt at blive fuldt assimileret, og om vi på den anden side har råd og ret til at lade dette ske?
Med hensyn til at have råd, så er tingsliggørelsen af vores genetiske make-up et andet etisk fokusområde: I hvor høj grad vil markedskræfterne styre den fremtidige forskning. Også på dette punkt er mange forskere bekymret for udviklingen. Her kan man tale om, at grundforskningen på universiteterne kan blive yderligere truet af, forskernes flugt til det private erhvervsliv, monopolisering og patentering, som kan have alvorlige samfundsmæssige konsekvenser på sigt. Vil forskellen på rig og fattig udvides, hvem holder kontrol med produkterne, og vigtigst af alt, bliver ny viden offentligt tilgængelig, således at vi alle har en mulighed for at forholde os til den eller ej? Dette er i høj grad et politisk problem, som bør belyses og tages stilling til nu og her, såvel som i fremtiden.
På spørgsmålet om hvorvidt grænsen mellem det unaturlige og naturlige er ophævet, og om samfundet befinder sig på en glidebane, blev svaret, at vi må se i øjnene, at vi for længst har ophævet denne grænse. Vi befinder os i en svært definerbar masse, hvor begge aspekter er indblandet. Vejen frem er ikke udelukkende at søge at lovgive imod kloningsteknologiens muligheder, men at forsøge at få et nuanceret og rimeligt billede af mulighederne, for at vurdere hvor indsatsen skal lægges, og hvor begrænsningerne skal sættes.