Videnskabscaféen i København
Det er som om at vi for hver dag der går bliver mere opmærksomme på ricisi som følger i kølvandet på teknovidenskaben. Vi er så at sige blevet mere skeptiske overfor en teknovidenskab der for mange synes at være blevet mere suspekt og for mange i højere grad udgør en global trussel end en global mulighed for et bedre liv, såvel for os som for fremtidige generationer. Fremskridtstænkning er kommet under ideologisk mistanke for tekno-determinisme, der i fremskridtets navn tromler hen over mennesker fordi teknovidenskaben har glemt at tage højde for almenmenneskelige behov og værdier. Så udtalt har denne holdning ikke været tidligere og der er afgjort også i takt med glædelige teknovidenskabelige gennembrud blevet mere at bekymre sig om. Senest har 11. september mindet os om at teknologien både gør os stærke og sårbare på én og samme gang. Teknovidenskabens sværd er dobbeltægget, og man kan ikke få det gode uden også at åbne for muligheden af at nogen åbner for Pandoras æske.
Skepsis kan være sund, for den skærper vores blik for brugsværdien i det vi præsenteres for; "hvad skal det gøre godt for?" og "hvad kan det ikke bringe med sig?" Noget af denne skepsis er dog uberettiget og bunder snarere i misinformation og mytificering af teknovidenskaben og al dens væsen. Moderne teknovidenskab er kompleks og det kan være en bjørnetjeneste kun at lægge det ud til Hollywood og journalister at sætte den ind i en samfundsmæssig kontekst. Ikke at underholdningsindustrien og journalister er onde folkefærd, men de lever af at sælge gode historier hvilket kan gå ud over substansen i formidlingens navn. Hvordan kan man overskride den distance der ligger mellem teknovidenskaben og offentligheden? Er det muligt?
I forsøget på at overskride denne barriere har en af fejlslutningerne for os at se været at man har betragtet modtageren som en passiv instans der bare havde at sidde stille mens vedkommende blev fyldt op af information på et tilstrækkeligt niveau. Det tror vi for det første ikke på virker og for det andet ikke på er hensigtsmæssigt hvis det virker. Man skal respektere at et vellykket kommunikationsforhold foregår mellem ligeværdige partnere i interaktion. Envejskommunikation er ikke givtigt hvis man ønsker at kommunikationen skal bibringe erkendelser og indsigt. Her er dialogen et langt bedre middel. Dialogen sikrer at alle parter kommer til orde og at informationen bliver bearbejdet i formidlingsprocessen.
For at sikre dialogen i et samfund hvor alle er omgivet af kommunikation alle døgnets vågne timer er det vigtigt at finde en placering for denne kommunikation. Vi finder at det skal være et sted hvor støjen kan lukkes ude og deltagerne i afslappede/vante omgivelser kan fokusere på den dialog de nu er en del af. Interaktion og dialogmøde ansigt til ansigt er for os at se den bedste måde at informere og diskutere teknovidenskaben mellem eksperter og den brede offentlighed på. Dialogen er også vigtig af en anden grund, nemlig fordi teknovidenskab ikke eksisterer for sig selv, men altid i sammenhæng med samfundet omkring den. Dialogen er grundlaget for at de der skaber kommer i direkte dialog med de der bruger og lever i et højteknologiske samfund. Sammen skal vi være med til at forme den samfundsmæssige virkelighed som udspringer af teknovidenskabelige innovationer.
For videnskaben handler det derfor også om at droppe "det glade budskab" når man så har chancen for interaktiv dialog mellem eksperter og offentlighed. Propaganda og PR-fremstød skal lægges til side. Og det er ikke bare uetisk, men også respektløst og arrogant at tro på at folk lader sig narre af halve sandheder. Teknovidenskaben repræsenterer såvel fremtidshåb som fremtidsfrygt - og i formidling af teknovidenskab skal begge perspektiver belyses i et fair perspektiv. Man skal hverken forfalde til teknofobi eller til teknofantasteri.
Den enkelte forsker har også brug for et aktivt mod- og indspil. Et behov som bl.a. er båret af at rummet mellem samfund og teknovidenskab er uigennemsigtigt og markeret af flydende grænser. For det første er vi ved at få øjnene op for at teknovidenskab, politik, industri og medier er knyttet tæt sammen og for det andet synes teknovidenskaben ikke bare at finde svar i naturen, men også i kunsten og litteraturen, for ikke at tale om at kunsten og litteraturen også benytter sig af teknovidenskaben, både som metodisk og indholdsmæssig inspiration.
I det hele taget er tværvidenskaben, eller måske snarere det tværfaglige ved at vinde indpas igen. Flere af de nye discipliner som fx nanoteknologi har vist os at de kommende gennembrud ikke sker inden for snævre felter, men i tænkning på tværs af tidligere afsondrede felter. I Videnskabscafeen mener vi at såvel det samfundsmæssige aspekt som den tværfaglige 'befrugtning' er vigtig - og derfor perspektiveres teknovidenskaben hver gang i et tværfagligt perspektiv; fx i møder som "Science møder fiction i rummet".
I den københavnske videnskabscafé er det et formål at formidle nogle af de komplekse problemstillinger vi står overfor hvad angår moderne teknovidenskab i en samfundsmæssig sammenhæng. Vi placerer os lige midt i et af vor tids største paradokser: På den ene side opretholder mennesket en fortælling om mennesket som noget, der står udenfor teknologien, og på den anden side smelter vi i stadig højere grad sammen med teknologien. Vi bliver derfor nødt til at se i øjnene, at vi er afhængige af vores teknologi, og at den i stadig højere grad vil blive en del af os og vores liv - og ikke bare et redskab vi kan vælge til eller fra som det passer os. Spørgsmålet er på hvilken måde vi vil sætte det i spil. Og det er netop det Videnskabscafeen handler om.