Århus, 24. april 2008 kl. 12-13

Formidling mellem folk og forskere

Åbningsceremoni i forbindelse med Forskningens Døgn 2008

Bliver det nogensinde cool at være forsker?

Forskningsformidling har i mange år været kendetegnet ved en ret ensidig monolog fra forskere til den brede befolkning. I de senere år er der kommet mere fokus på gensidig dialog mellem folk og forskere. Samtidigt er forskningsformidling blevet mere interessant for politikere og for forskningsinstitutioner, der gerne vil promovere deres forskning og rekruttere til de videregående uddannelser.

Men hvorfor er det overhovedet vigtigt at formidle forskning? Skal der være et tættere parløb mellem forskere og lægfolk? Hvorfor er der stadig så mange stereotyper i spil, når det gælder befolkningens opfattelse af forskning og forskere? Hvor kommer de fra, og hvilken betydning har det for vores forventninger, frygt og bekymring over forskningen?

I anledningen af årets forskningsformidlings-event par excellence inviterer videnskabscaféen til en fordomsfri dialog om formidling af forskning og forskere med særligt inviterede eksperter:

  • Lone Frank, uddannet hjerneforsker. Videnskabsjournalist på Weekendavisen og forfatter til en række videnskabsformidlende bøger om f.eks. bioteknologi og hjerneforskning. Mange vil også have hørt hende i radio eller TV som skarp videnskabsdebatør. Seneste bog: Den 5. revolution om hjerneforskning.
  • Rikke Schubart, lektor i film ved Syddansk Universitet. Forfatter til en række bøger om populære filmgenrer som action- og gyserfilm og meget aktiv foredragsholder samt populær ekspert i radio/TV. Senest i Det Etiske Råds film ”Det handler om mennesker” på www.homoartefakt.dk <http://www.homoartefakt.dk/> , hvor hun udtaler sig om science fiction-film.
  • Klaus Mølmer, professor i teoretisk atomfysik og kvanteoptik ved Aarhus Universitet. Forfatter til mere end 100 artikler i internationale, videnskabelige tidsskrifter og derudover en flittig aktør, når det gælder om at popularisere naturvidenskaben. Han har holdt foredrag for elever og lærere i folkeskoler og gymnasier, og han har deltaget i videnskabsprogrammer i tv og radio.

Dagens moderator er Gert Balling, videnskabscaféen.