Bøffer dyrket på stamceller?

  
De stigende fødevarepriser på verdensplan bunder blandt andet i, at efterspørgslen på kød stiger ikke mindst i de store, asiatiske vækstlande, hvor folk ikke tidligere har haft råd til at spise kød. Det giver flere problemer, blandt andet at jorden kan brødføde langt færre mennesker, der spiser kød frem for at spise planterne direkte. Desuden giver husdyrproduktionen miljøproblemer, for husdyrene udvikler metan og lattergas, der er meget potente drivhusgasser.
 
Kød dyrket på stamceller kunne blive en mulighed indenfor overskuelig fremtid ved udnyttelse af den viden, man har fået fra den humane stamcelleforskning. Hvis kød kunne dyrkes i laboratorier frem for i stalde, ville det kunne afbøde såvel de fordelingsmæssige problemer som miljøproblemerne. Men ville forbrugerne acceptere så højteknologiske og unaturlige fødevarer? Hvad med smagen og æstetikken, ja ville der overhovedet være tale om rigtigt kød?